Det går rigtigt godt.
Men det er som om dagene forsvinder inden de rigtig er begyndt. Hun spiser og spiser og sover og sover og skider.
De store ELSKER hende og Malte har flere gange sagt at Mona er hans bedste ven.
Vi var til PKU og høretest i søndags. Vægten lå lige på grænsen til at hun på papiret havde tabt sig for meget. Men vi blev dog ret hurtigt enige om at det nok var den gammeldags håndholde vægt ved fødslen der ikke var aflæst korrekt og hun nok nærmere havde vejet 3400 end 3500g. Igår mandag var vi til tjek ved en børnelæge fordi jordemoderen ved fødslen måske kunne mærke et lille klik ved Monas venstre hofte. Lægen igår kunne dog ikke mærke noget men ville for en sikkerheds skyld gerne indkalde Mona til en ultrslydsscanning af hoften. Efter lægetjek var vi lige forbi til en "vægtkontrol" (fordi det ser godt ud på papiret) og skønne Mona havde taget 30g på på under et døgn (jeg aner ikke om det er lidt eller meget) og hun sked mens vi var der, så jordemoderen var glad.
Mona har, fordi hun er født hjemme, indtil videre kun et midlertidigt CPR.nr og det er sku lidt bøvlet, for alt kører jo på cpr. Pladsanvisningen ringede fordi de havde svært ved at skrive hende ind i sundhedsplejerskesystemet og lægen vidste ikke hvordan hun skulle lave en henvisning. Men mon ikke det falder på plads alligevel. Jeg er meget fortrøstningsfuld, men er samtidig også glad for at jeg ikke er første gangs mor midt i cpr-rodet.
De store syntes det er vildt mærkeligt at både Brian og jeg er hjemme om morgenen og det giver mildest talt en del gråd, specielt fra Mille. Hende og Brian taler bare ikke samme sprog om morgenen. Så selvom det er skønt han er her, bliver det også godt når jeg finder min egen rytme med børnene om morgenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar