En torsdag morgen

Lige nu sidder jeg i bilen, klokken er 8.45 og Mona snorker i autostolen ved siden af mig.

Jeg selv har haft en morgen med en god afslutning. Maja vækkede os andre 5.30 og brugte tiden indtil klokken 6 på at kalde på sin dyne, kravle på mig eller snakke med Mona (der egentlig helst ville vågne i fred og ro). 

Klokken 6 finder vi bamse og kylling frem på telefonen og kommer i tøjet og er nede og klar til morgenmad kl 6.30. Alle er glade og ved at menuen er boller fra fryseren der skal ristes eller havregrød. 

Vi kommer ud af døren i gid tid og er på skolen 7.40. Mille bliver afleveret glad og smilende af alle os andre. 

På vej ind i bilen skal Malte lige teste hvor meget han må drille Maja inden jeg siger stop. Han kommer ud af bilen igen og kravler selv ind efter kort tid hvor han igen har lyst til at være gode venner. 

I Tumlelunden går det helt galt for Maja. Hendes verden vælter da jeg ikke vil bære hende op af trapperne og hun sætter sig på tredje trappetrin og skriger. Jeg når at hjælpe Malte i garderoben og aflevere ham hos alferne. Jeg er ude ved Maja ofte og spørge om hun kommer op, uden held. Efter 5-10 min går jeg ned og vil holde i hånden (igen). Men hun bliver så arrig at hun for overbalance og skvatter og ligger på maven med hovedet ned af trappen. Hun bliver samlet op og båret op i garderoben hvor vi sammen bruger 5 min på at hikse af og tage sandaler af. Bagefter bruger vi endnu 5 min på sofaen i vuggestuen til at putte og falde mere til ro. Pludselig rejser hun sig op og går ud for at bytte strømperne til nogle tørre (de var blevet lidt våde da hun gik gennem vandpytten med sandaler) og arket med billederne af alle vuggestuebørnene. 

Tjo, det var en lang og hård aflevering af Maja. Men den endte godt og med tørre øjne og smil. 

Så, nu sidder jeg lige her i bilen og nyder roen. Omlidt henter jeg avisen og vil læse den her i bilen inden Mona og jeg skal i mødregruppe. For bliver jeg i bilen behøver jeg ikke flytte Mona også sover hun måske lidt længere. 

Hvordan går det med lille ny Mona, dig, og de andre?

Det går rigtigt godt.
Men det er som om dagene forsvinder inden de rigtig er begyndt. Hun spiser og spiser og sover og sover og skider.
De store ELSKER hende og Malte har flere gange sagt at Mona er hans bedste ven.

Vi var til PKU og høretest i søndags. Vægten lå lige på grænsen til at hun på papiret havde tabt sig for meget. Men vi blev dog ret hurtigt enige om at det nok var den gammeldags håndholde vægt ved fødslen der ikke var aflæst korrekt og hun nok nærmere havde vejet 3400 end 3500g. Igår mandag var vi til tjek ved en børnelæge fordi jordemoderen ved fødslen måske kunne mærke et lille klik ved Monas venstre hofte. Lægen igår kunne dog ikke mærke noget men ville for en sikkerheds skyld gerne indkalde Mona til en ultrslydsscanning af hoften. Efter lægetjek var vi lige forbi til en "vægtkontrol" (fordi det ser godt ud på papiret) og skønne Mona havde taget 30g på på under et døgn (jeg aner ikke om det er lidt eller meget) og hun sked mens vi var der, så jordemoderen var glad.

Mona har, fordi hun er født hjemme, indtil videre kun et midlertidigt CPR.nr og det er sku lidt bøvlet, for alt kører jo på cpr. Pladsanvisningen ringede fordi de havde svært ved at skrive hende ind i sundhedsplejerskesystemet og lægen vidste ikke hvordan hun skulle lave en henvisning. Men mon ikke det falder på plads alligevel. Jeg er meget fortrøstningsfuld, men er samtidig også glad for at jeg ikke er første gangs mor midt i cpr-rodet.

De store syntes det er vildt mærkeligt at både Brian og jeg er hjemme om morgenen og det giver mildest talt en del gråd, specielt fra Mille. Hende og Brian taler bare ikke samme sprog om morgenen. Så selvom det er skønt han er her, bliver det også godt når jeg finder min egen rytme med børnene om morgenen.